| Om Tourdion | ||||
OM KORET Kammerkoret Tourdion blev stiftet i 1971. Vi er for tiden ca. 20 sangere (og vil vil gerne være lidt flere), der aldersmæssigt spænder fra 20 til + 50 år. De fleste af os bor i Storkøbenhavn. Vi har forskellige uddannelser og arbejder inden for forskellige brancher - men har det til fælles, at vi elsker at synge. Denne kombination gør, at vi har det rigtig godt sammen, og at vi supplerer hinanden fint. Vi lægger vægt på fællessakabet og har det sjovt, dels til de ugentlige prøver, men også når vi en gang imellem øver i weekends og op til koncerter. Hvis du melder dig ind i Tourdion, får du dine forventninger opfyldt med hensyn til professionel musikudøvelse på amatørplan samtidig med, at du er sammen med nogle hyggelige mennesker. Vi har en åben tone, hvor alle har mulighed for at ytre sig, og hvor forslag og ideer bliver taget alvorligt. Vi vil glæde os til at byde dig velkommen!Vi tilstræber at afholde omkring 5 koncerter om året, fortrinsvis a capella-koncerter, men opfører dog også gerne koncerter med orkester, orgel og/eller sangsolister. Vi assisterer gerne andre kor med opførelse af større værker.Repertoiret er primært klassisk kormusik, der spænder fra renæssancen over romantikken til vores egen tid. Så vidt muligt opfører vi hvert andet år et større værk, hvoraf kan nævnes Brahms’ Requiem, Otto Olssons Te Deum, Arvo Pärts Te Deum, Vivaldis Gloria og Magnificat og senest Händels Messias i Slangerup Kirke. Vi arbejder seriøst og målrettet, med høj vægt på klang og frasering. Dette arbejde går fra den enkelte sanger over stemmegrupperne til hele koret. Vi øver i Skt. Thomas Kirke på Frederiksberg hver torsdag kl. 19:30 - 22:15. | OM DIRIGENTEN Siden 1983 har Niels Granvig været dirigent for koret. Efter musikstudier ved Københavns universitet, tog han musikledereksamen på De kgl. danske Musikkonservatorium, hvor han senere også har gennemført organist- og kantoreksamen. Niels Granvig har været dirigent for en række amatørorkestre, kor og ensembler i københavnsområdet, og er ligeledes brugt som instruktør ved korstævner og som gæstedirigent. Til daglig er Niels ansat som organist ved Måløv kirke. |
|||